Baggrundshistorie

Alt for mange nyheder bringes uden forklaringer og sammenhæng. Derfor kan de være svære at forstå for de mennesker, som ikke er inde i sagen i forvejen.
Baggrundshistorien skal på dybdegående vis forklare og klæde læserne på, så de kan forstå nyheden og tage stilling til den.

En baggrundshistorie er ikke en nyhed i sig selv, men har altid sit udgangspunkt i døgnets nyhedsdækning. Baggrunden skal give læseren de oplysninger, som er nødvendige, for at han kan forstå, hvad nyhedshistorierne, også dem i TV, går ud på. F.eks. har man på det seneste i medierne hørt begreber “Det arabiske forår”. En baggrundsartikel ville gå ned i dette begreb og beskrive, hvad det indeholder og repræsenterer.

Baggrundshistorien bygger på interviews med forskellige eksperter og på skriftligt materiale om emnet. Den forklarer generelle problemer eller historiske, økonomiske eller politiske forhold. Ofte bringer aviserne en baggrundshistorie og en nyhedshistorie om samme emne ved siden af hinanden på siden.

Huskeregler for baggrundshistorien

  • Længere artikel, som går bag om en aktuel nyhed eller sag
  • Baggrundshistorien er dybdegående
  • Den beskriver begreber, konflikter og tendenser, som vi kortvarigt møder i nyhederne, ned i detaljerne.
  • Den er struktureret ud fra kommodemodellen
  • Journalistens egen mening er her fuldstændig uvedkommende og skal holdes langt væk fra historien.

whitePenIconOpgave

Læs nu denne baggrundsartikel. Først skal du karakterisere, hvad der gør denne artikel til en baggrundshistorie. Søg derefter på nettet og find en nyhedsartikel, som beskriver samme problematik omkring Anders Breivik. Hvordan adskiller baggrunds- og nyhedsartiklen sig fra hinanden?