Skrivemodeller

Skrivemodeller er opstået af praktiske grunde. På den ene side skal journalisten ikke bruge for meget tid til at tænke over, hvordan historierne skal organiseres, på den anden side skal teksterne skrives i en form, der gør læseren interesseret og tilfreds. Tre af de mest benyttede er nyhedstrekanten, kommoden og feature-hjulet.

Nyhedstrekanten

Næsten alle nyhedshistorier (også i TV) konstrueres i den såkaldte nyhedstrekant. Når man benytter denne model starter artiklen med konklusionen – dvs. den vigtigste information i en kortfattet form. Dernæst kan man gå i dybden med at beskrive emnet/konflikten.

Fordelen for læseren er, at man straks får at vide, hvad historien handler om og kan holde op med at læse når som helst, fordi det vigtigste allerede er fortalt. Fordelen for redaktionssekretæren er, at historien kan forkortes ved simpelthen at klippe væk bagfra, uden at kernen i historien bliver ødelagt.

Kommoden

Kommoden er en form, der egner sig godt til baggrundshistorier, interviews og kommentarer. Her fordeler man stoffet efter guldmønts-metoden, sådan at der i hver af skufferne er en belønning til læseren i form af spændende oplysninger, citater, scener, oplevelser o.l.  Den kan ikke skæres bagfra, men må kortes af ved at fjerne skuffer. Hver skuffe udgør et selvstændigt afsnit i artiklen.

Featurehjulet

Feature-hjulet kombinerer oplevelser med faktuel viden, sådan at læseren bliver underholdt og gjort klogere på samme tid.

Featurehjulet består af fire elementer: scene, problem, handling og perspektiv.

En feature startes gerne op med af scene, dvs. et indblik i en bestemt og konkret situation, som læseren kan forholde sig til.

Dernæst beskrives problemet, som blev præsenteret i den indledende scene og som hele featuren forsøger at behandle.

Handling fortæller, hvad der aktuelt er sket på området. Dette er nyhedsdelen.

Perspektiv viser os, hvad historien betyder for læseren og for os allesammen, meget gerne som en ny scene eller måske en tilbagevenden til den scene, historien startede med.

De fire kasser kan være meget forskellige af omfang og kan kombineres på kreative måder.